For Dagbladenes Bureau

Manden der sagde stop

I dag er succes at tjene mange penge. Ikke at være et godt menneske. Det ærgrer Svend Brinkmann, der med sin seneste bog, " Stå fast", begejstrede de mange danskere, som var trætte af " livslang læring", " ja-hatte" og evig selvudvikling. I sin nye bog fortæller den populære psykologiprofessor om, hvad han mener, det er værd at stå fast på i tilværelsen.

Ingen havde set det komme. Slet ikke Svend Brinkmann selv. I mange år havde den stilfærdige jyde passet sin forskning og undervisning på universitetet. Skrevet bøger. Svaret på spørgsmål, når journalisterne ringede og spurgte til noget inden for hans felt. I modsætning til størstedelen af hans psykolog-kolleger var han ikke så optaget af, hvad der foregår " inde i hovedet på individet", men mere " hvad individet er inde i", som han ynder at udtrykke det. Altså: Hvad er det for et samfund, vi lever i? Hvordan taler vi om og med hinanden? Og hvad gør det ved os? Men så en dag skrev han det, som en segnefærdig nation havde brug for at høre: Stop op.

Sig fra. Erkend, at ikke alle tilværelsens problemer kan klares med et smil og en coaching-time. To år og 14 oplag senere ser Svend Brinkmann stadig en smule overrasket ud, når talen falder på den udbredelse og popularitet, som hans bog " Stå fast - et opgør med tidens udviklingstvang" har fået. Grundlæggende tror jeg, det skyldes, at folk er pressede, og så var det nok også bogens form. Den er jo skrevet som en parodi på en selvhjælpsguide.

Siden har der været bud efter Brinkmann. Artikler, interviews og foredrag, som denne eftermiddag på Brandbjerg Højskole, hvor han for en fyldt sal skal tale om netop det at stå fast i en verden i evig udvikling. En verden, hvor vi hele tiden skal optimere, kompetenceudvikle og bevæge os. Men hvor de færreste stiller spørgsmålet om, hvor vi skal hen. Hvad er mål i tilværelsen? Svend Brinkmann giver sit bud på svaret i sin nye bog " Ståsteder". Svar, der allerede inden bogens udgivelse har provokeret og begejstret.

Hvad er målet?

Latteren ruller i foredragssalen, da Svend Brinkmann indleder sit foredrag med at fortælle, at en større dansk virksomhed har tilbudt medarbejderne armbånd, som kan måle, hvor godt de sover. Søvnen var ellers det sidste helle i en verden, hvor vi hele tiden skal blive en bedre, hurtigere, dygtigere og sundere udgave af os selv. Nu skal vi også præstere en god søvn. Alting er blevet et middel til noget andet. Det er ikke længere meningsfuldt nok i sig selv at sove, bevæge sig eller læse. Når vi sover, bliver vi mere effektive medarbejdere. Når børnene rører sig i skolen, vil de ifølge den seneste skolereform " forbedre kognitionen" - altså indlæringen, så deres hjerner optimeres til arbejdsmarkedet, og når de skal læse 20 minutter om dagen, er det ikke fordi, fordybelsen i sig selv er en meningsfyldt aktivitet, men et redskab til at nå bedre færdigheder, så de kan måle sig med andre landes elever i PISA-undersøgelser.

Samtidig er det, vi før betragtede som midler til at opnå noget andet, for eksempel penge, blevet et mål i sig selv. Vi roder kort sagt - og ifølge Svend Brinkmann - rundt i værdierne og ophøjer rigdom og konkurrencekraft til mål, mens værdifulde aktiviteter reduceres til midler. Og netop det er forklaringen på, at moderne mennesker har svært ved at finde mening i tilværelsen, argumenterer Brinkmann. I sin nye bog peger han på 10 fænomener, som ifølge ham, og de filosoffer, han i bogen læner sig op ad, giver mening i sig selv. Ståsteder i tilværelsen, som har grundlæggende værdi - lige meget hvad reklamer, politikere og coaches i øvrigt fortæller os. Ideen er ikke at lave en liste med Brinkmanns 10 bud, understreger han for at undvige den guru-status, som flere har tildelt ham.

Gør det gode

Det første, Brinkmann fremhæver som et ståsted i sin bog, er " det gode". Vi skal gøre det gode. Ikke fordi vi skal have noget på CV'et, eller fordi forskning viser, at mennesker, der hjælper andre, lever længere og er lykkeligere. Fordi det gode er godt.

- Vi skal forstå, at noget er godt og har værdi - uanset hvad udbyttet er. Vi har fået en tilgang til verden, hvor alt skal gøres op i nytteværdi. Mennesker, handlinger, alt måler vi værdien af. Det er fint, at man finder ud af, at folk bliver mere lykkelige eller lever længere af at gøre gode handlinger. Men det er stadig en pligt at gøre det gode.

Du argumenterer i bogen for, at vi skal gøre det gode, selvom det strider mod vores lyst, tilgive det utilgivelige, være gæstfrie over for de uvelkomne, holde vores aftaler og " eliminere og kontrollere vores behov", som du skriver. Det lyder meget krævende?

- Idealer er krævende, og vi skal jo heller ikke nødvendigvis opfylde dem, men have dem som pejlemærker og ståsteder i livet.

Og hvad er det så, vi får til gengæld?

-Det korte svar er: Mening. Vi får mening, når vi gør noget, som er et mål i sig selv. Jeg taler for eksempel med mine børn hver dag, når de kommer hjem fra skole. Jeg gør det ikke for at kompetenceudvikle børnene og har - som regel - ingen bagtanker med sådan en samtale. Den er meningsfuld i sig selv.

Mig frem for andre

Du skriver, at et godt menneske er et menneske, som er opmærksom på andre, og du lader samtidig læseren forstå, at der bliver færre og færre af den slags. Hvorfor er det så svært at være god i vores tid?

- Fordi vi hele tiden får invitationer til at være selvoptagede. Det er jo ikke, fordi vi vågner om morgenen og tænker: " I dag vil jeg bare være totalt egoistisk, ja, ligefrem narcissistisk forelsket i mig selv". Men i det moderne samfund bliver vi belønnet for at tænke på os selv i næsten alle sammenhænge. I skolen, gymnasiet og på jobbet får man anerkendelse for egne præstationer, siger Svend Brinkmann og fortæller, at han sidder i bestyrelsen på sit gamle gymnasium. Her hører han om de mange dygtige elever, som får 12-taller for deres imponerende præstationer.

Han nipper til kaffen og fortæller så om den tegneserietegning, hvor en voksen spørger et barn: " Hvad vil du være, når du bliver stor?" Barnet svarer: " Jeg vil gerne være et empatisk, loyalt og modigt menneske", hvortil den voksne straks replicerer: " Nej, nej, jeg mener, hvordan vil du gerne sælge din arbejdskraft?" - Og det er jo præcis problemet. I dag er succes ikke at være et godt menneske. Succes er at tjene mange penge og realisere sig selv.

Er det ikke bare gode kristne værdier, du prædiker i din bog?

- Det er ikke kun kristne, men menneskelige værdier. Alle trossystemer har dem jo i et eller andet omfang, og de er ikke gode, fordi de er kristne. De er gode, fordi de er gode.

Hvordan tør du gå ud og sige, hvad det gode er. Det er jo ikke sikkert, at det, der er godt for dig, er godt for mig?

- Lige netop det, du siger der, er den store trussel i vores tid: Ideen om, at vi hver især - med udgangspunkt i vores eget indre - definerer, hvad der er godt. For vupti: Så forsvinder etikken. Etik giver jo kun mening, hvis man føler sig forpligtet på noget, som man ikke bare kan definere efter forgodtbefindende. Man kan ikke sige: " Det er godt at hjælpe andre mennesker. Altså hvis jeg gider". Nej, det er sgu godt at hjælpe dem - uanset om du gider eller ej! Det er fint nok, at vi selv definerer, om vi vil have mælk i kaffen eller ej. Men hvis vi begynder at diskutere, hvorvidt for eksempel frihed er godt, så ender etik med at blive op til den enkeltes mavefornemmelse, siger han.

For ja, der er noget, som er bedre end andet, fastslår Svend Brinkmann. Når vi passer på samfundets sårbare og skrøbelige, værner om friheden, løftet, kærligheden, sandheden, tilgivelsen og tager ansvaret og pligten på os - også selvom vi ikke lige har lyst.

Håb for fremtiden

Bogen er tilegnet Svend Brinkmanns mor og far, der med sønnens ord har givet ham " de væsentligste ideer om ståsteder i tilværelsen".

Selv har han tre børn, som han prøver at opdrage til at have " selvudsigt" i stedet for selvindsigt. Han glæder sig for eksempel over, at de er levende optaget af klassisk musik, cykelløb, ja, kort sagt alt andet end dem selv.

Men hvordan sørger man for at give sine børn nogle ordentlige ståsteder i livet?

- Det handler om at gøre børnene pligtopfyldende, siger Svend Brinkmann og griner lidt over det udtryk, der klinger håbløst gammeldags:

- De skal forstå, at bare fordi man har lyst til noget, så er det ikke legitimt at gøre det. Det er kun legitimt at gøre det, hvis det er rigtigt at gøre det. Heldigvis kan man jo danne sine børn ved så meget andet end blot at fortælle dem, hvordan de skal gøre. Man kan for eksempel læse opbyggelige eventyr og historier, der også er med til at give dem en moralsk dannelse.

Personligt fortæller Svend Brinkmann filosofiske anekdoter for sine børn. De elsker historien om Diogenes, der levede sit liv i en tønde og afsagde sig magt og rigdom. Da Alexander den Store ville belønne Diogenes for hans visdom, sagde han nej tak til gods og guld. Diogenes havde kun ét ønske: At Alexander den Store flyttede sig lidt, så han ikke skyggede for solen.

Svend Brinkmann smiler, da han gengiver historien. Lidt efter hilser han af for at begive sig mod foredragssalen. Publikum venter på de populære budskaber om at stoppe op og stå af selvudviklingsræset. Måske vil de tage lige så godt imod pointerne om at stå fast på pligten, etikken og de gode gammeldags dyder. Ingen ved det helt endnu, men Svend Brinkmann er overbevist om, at der er noget at appellere til.

- For når alt kommer til alt, kan de fleste trods alt godt se, at der er nogle ting i livet, som er mere værd end andre. Vi har bare haft så travlt med at selvudvikle os, at vi har glemt, at alt ikke bare er et trin på vejen til at optimere og præstere bedre. Noget giver mening i sig selv.