For Dagbladenes Bureau

En forfatter må søge stilheden

-Du kan ikke skrive en bog på den ros, du har fået for den forrige, siger bestsellerforfatteren Ib Michael, der bevidst har arbejdet imod at lade sig opsluge af succesen.

Gennem hele sit voksne liv har Ib Michael været rejsende.

I bogstaveligste forstand, men også i sit forfatterskab har han været på ekspedition i grænselandet mellem virkelighed og fiktion. Han har udforsket, eksperimenteret og været i konstant bevægelse. Lige nu sidder han nok så fredeligt på sin terrasse bagved sommerhuset i Kikhavn ved Hundested. Taler lidt med Hanne, hustruen, der bevæger sig rundt i haven iført gummistøvler og mobiltelefon. Ud over fuglesangen er stemmerne det eneste, man kan høre ude på den grusvej, der fører ned til det sortmalede sommerhus, som ligger omkranset af tæmmet græs og vildtvoksende frugttræer.

Manden i kurvestolen er noget så sjældent som en lykkelig forfatter. Sådan betegnede globetrotteren Troels Kløvedal sin ven og forfatterkollega, da Ib Michael modtog de Gyldne Laurbær i 1990, og det er sådan forfatteren selv oplever sit liv. Men det er bestemt ikke hans succes som forfatter, der er årsagen til, at han i dag er en meget tilfreds mand.

- Succes er flygtig. Det er et middel til at opnå udbredelse af mine bøger, men det vigtige for mig er at fortsætte med at skrive, at engagere mig i verden og være sammen med mine børn og børnebørn. Sammen med børn kan du være nok så meget en berømt forfatter. De ser dig kun, som den du er, og jeg tror, det er meget sundt for et menneske at tvinges til at være til stede - som den man nu er.

Vi er rykket indenfor, selvom Ib Michael ikke lægger skjul på, at han helst tilbringer sit liv udendørs. Lyset holder depressionen på afstand, og vinteren tilbringer han andre steder end i sit kolde og mørke fædreland, men nu er det sommer i Danmark.

Ib Michaels mokkafarvede tæer stikker ud af sandalerne under de forvaskede jeans. Han er veloplagt, gæstfri og brygger kaffe på espressomaskinen. Succes er et tema, Ib Michael gerne taler om, når han bliver inviteret til det. Han har oplevet den. På godt og ondt. Med alle de glæder og fordomme, den fører med.

Ud-hjem-ud

En forfatters succes kan måles på mange parametre. Høje salgstal, flotte anmeldelser, priser og legater. Ib Michael har oplevet det hele. Han er dekoreret med ridderkors, er optaget i encyklopædien og modtager Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Forklaringen på al denne succes? Et produktivt sind, der har let adgang til fantasien og så naturligvis flid. Blot 19 år gammel skrev Ib Michael sin første bog, og da den udkom, var han fyldt 25 år og godt i gang med at studere indianske sprog og kulturer på universitetet.

Debuten fik en fantastisk modtagelse blandt anmelderne, og troen på forfatterlivet voksede, men knap var bogen udkommet, før den unge mand rejste til Mexico. Mønsteret med at forlade landet, kort efter bogen er udkommet, har Ib Michael fulgt resten af livet. Rejserne har været en bevidst strategi mod at blive opslugt af succesrusen, og da bestselleren " Kilroy Kilroy" udkom og udløste kritikerroser, tusindvis af læsere og Gyldne Laurbær, bosatte han sig et halvt år i Rom.

-Når man har succes, gælder det om at komme tilbage til stilheden. Jeg har altid rejst oven på en succes for at gen-finde den ro, der er nødvendig for at skrive, og hele mit liv har fulgt rytmen: Jeg rejser ud, skriver en bog, jeg vender hjem, bogen udkommer, jeg får reaktioner på den, og jeg rejser igen. Selvfølgelig er man glad midt i succesen, og man skal selvfølgelig også give de optrædener, der er nødvendige, men så skal man væk for at kunne producere igen

Intet forventningspres

Modsat en musiker, der oplever bifald under og umiddelbart efter den kunstneriske proces, så er der stille omkring en forfatter i skriveprocessen. Meget stille.

-Mens man skriver sine allerbedste stykker, er der ingen, der klapper, og ingen har endnu læst dem. Man er alene med tvivlen, mens man performer, men så pludseligt bryder det løs med anmeldelser og læsere, og det er overvældende.

Samtidig er man allerede på vej et nyt sted hen. Mod en ny bog.

Men hvilken rolle spiller succesen, når du sidder der -midt i stilheden -for at skrive?

-Ingen.

Svaret falder prompte, og trods gentagne forsøg er han ikke til at hugge eller stikke i.

-Der er ingen succes, som kan hjælpe dig med at skrive din næste bog. Jeg arbejder hver dag med at skrive, og der er perioder, hvor tvivlen er stærkere end troen på, at det kan lykkes. Her hjælper ingen succes. I værste fald kan succesen stille sig i vejen for den næste bog. Det har ikke været et stort problem for mig, men jeg kender da tilfælde, hvor succesen klodser sig op og giver præstationsangst.

Er det ikke noget krukkeri at sige, at du i skriveprocessen kan være upåvirket af flotte salgstal og anmeldelser. I det mindste må det skabe forventninger? Blikket er nu blevet overbærende, men stadig mildt. Han gentager:

Men var du blevet ved med at skrive, hvis du helt var ignoreret eller forbigået af kritikere? Ib Michael holder en kort pause.

-Det tror jeg. Jeg kan ikke lade være. Mit udtryksbehov kan ikke skilles fra den person, jeg er, det er ligesom at trække vejret, siger han og tilføjer med et grin: -Men jeg havde nok ikke kunnet leve af det.

Succesens pris

Det med at leve af forfattergerningen har ikke været et problem. Men nej, han er ikke blevet rig af succesen, understreger han.

-Vi købte det her sommerhus i midten af 1990' erne og havde knap nok råd, men jeg har haft en rimelig indtægt, og Hanne har været direktør, det hjælper jo.

Rigdom er en af de stereotype forestillinger om det, der følger med i succesens kølvand. En anden er, at man som menneske nødvendigvis må forandre sig.

-Når man bliver anbragt på en piedestal, vil der altid være nogen, som gerne vil rive én ned, og det er, som om berømte personer altid skal afsløres i at være dumme svin.

Folk tror, at man nødvendigvis bliver selvoptaget og begynder at behandle andre mennesker dårligt. Ib Michael hiver læsebrillen af.

-Det irriterer mig. Det er slet ikke for at lyde som en helgen, men dem, der virkelig kender mig, synes, at jeg er uforandret. Jeg er lige så fjern og irriterende optaget af mine projekter, som jeg altid har været.

Hvem er det, der gerne vil afsløre dig som et dumt svin?

-Du kan kalde det den kulørte presse, for i dag er kulturpressen også en kulørt presse. Tiden har indsnævret sig meget, så hvis man i dag begår en fejl i det offentlige rum, skal du nok få det at mærke. Tænk bare på de politikere, der kommer til at skrive et eller andet på deres Facebook-side, og pludselig er alle over dem. Det er jo ikke dårligt, at man tvinges til at opføre sig ordentligt -bedre end andre gør -i offentligheden, fordi der bliver lagt mærke til den måde, man for eksempel svarer folk på, men jeg synes, vi lever i puritanske tider.

At der bliver lagt mærke til, hvad Ib Michael siger og gør, fik han at føle sidste år, da han på sin hjemmeside lovede en navngiven anmelder, der i årevis har kritiseret hans person og forfatterskab, nogle " tørre tæsk", hvilket blev genstand for stor opmærksomhed i pressen.

-Herregud, det var et udbrud. Jeg synes, det var sjovt. Jeg var ikke så litterær i det øjeblik, men tilsyneladende havde hele den samlede anmelderstand parkeret deres humor, siger Ib Michael, der dog ikke fortryder, hvad han skrev.

-Det hjalp jo, ler han. Efterfølgende fik jeg fem hjerter i Politiken og fem stjerner i Berlingske.

Nødvendigt ego

Ib Michael indrømmer gerne, at han besidder et stort ego. Et vist mål af selvbevidsthed er nødvendigt for at være forfatter.

-Mange mennesker underforstår, at egoet er noget skidt, men jeg anser det udskældte ego for at være mit fornemmeste arbejdsredskab. For mig er et stort ego udtryk for en stor omverdensbevidsthed, og det er nødvendigt for at kunne skrive. Med andre ord er et stort ego nødvendigt for at skrive, for jeg har ikke andet end min bevidsthed at gøre godt med.

Med bøgernes succes følger forfatterens berømmelse, og når man læser interview og anmeldelser, har Ib Michaels solbrændte hud og hårpragten været genstand for megen opmærksomhed. Blandt andet morede en anmelder sig med at kalde dagbogen " Mit år" for " Mit hår" med henvisning til forfatterens manke, og Ib Michael har da også følt, at personen af og til stod i vejen for bøgerne.

Men har du ikke selv inviteret til at være i centrum, når du har stillet op på mandshøje plakater og busreklamer?

-Det er en markedsføringsting, som mit forlag kører. Det kan da opleves grænseoverskridende at se sit fjæs i stort format, men det er jo et tegn på, at det er gået godt, siger Ib Michael.

Vi går udenfor. Hanne er kørt ind til byen. Fuglesangen er der endnu. Vinkende for enden af grusvejen hilser han af. Noget så sjældent som en lykkelig forfatter.